Vedtægter for Troense Beboerforening
§ 1
Foreningen har til formål at formidle beboernes ønsker om den fremtidige udvikling i Troense og at medvirke til fremme af fællesskab blandt beboerne i Troense.
§ 2
Foreningen søger en løbende kontakt med de offentlige myndigheder med henblik på i videst muligt omfang at få indsigt i og mulighed for at påvirke ændringer m.v. i vejanlæg, belysning, offentlig beplantning og bebyggelse m.m.
§3
Foreningen planlægger og afholder årligt tilbagevendende aktiviteter for beboerne i Troense bl.a. i forbindelse med højtider.
Foreningen kan desuden iværksætte aktiviteter med det formål at udbrede kendskabet til og interessen for bygningshistorie og æstetiske værdier ved bygninger, bybillede og landskaber i og omkring Troense samt for områdets maritime kulturarv.
§ 3A
Pæreskudeprojektet ledes af en selvstændig arbejdsgruppe bestående af bestyrelsesmedlemmer og medlemmer af Troense Beboerforening. Pæreskudeprojektets arbejdsgruppe disponerer over egne indtjente midler i forbindelse med Pæreskudearrangementet, som står på projektets særskilte konto under Troense Beboerforening.
§ 4
Som medlem af foreningen kan optages personer, der er bosiddende indenfor de i § 5 anførte veje.
§ 5
Foreningens bestyrelse består af 10 medlemmer, som kan vælges blandt beboere fra følgende veje:
Troense Strandvej, Tjørnevænget, Lodsvej, Eghavevej, Slotsalleen, Grønnegade, Gyden, Rosenvej, Strandgade, Krogvej, Pilekrogen, Grønningen, Eskærvej, Troensevej, Badstuen, Grønnedal, Thorseng, Thorseng Allé, Eskærhaven, Thorsvang, Ydunshave, Gl. Nybyvej, Clara Frijsvej, Grev Moltkes Vej, Frederik Juels Vej. Desuden beboerne ved Valdemars Slot og Pederskovhuse på Nørreskovvej og Jydevej.
§ 6
Der afholdes en årlig generalforsamling i marts måned, som indvarsles senest 3 uger inden i beboerforeningens fysisk omdelte beboerinfo og i elektroniske medier.
Generalforsamlingens dagsorden er:
- Valg af dirigent.
- Valg af referent
- Aflæggelse af bestyrelsens beretning.
- Aflæggelse af regnskab.
- Fastlæggelse af kontingent.
- Valg til bestyrelsen.
- Valg af en suppleant.
- Valg af 2 revisorer.
- Indkomne forslag.
- Eventuelt
Emner og forslag, der ønskes optaget og behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Forslag til vedtægtsændringer skal udsendes til medlemmerne senest 8 dage før generalforsamlingen, hvor den skal behandles.
§ 7
Bestyrelsesrepræsentanterne vælges for en periode af 2 år. Det tilstræbes, at 5 personer er valgt i lige år, og 5 personer er valgt i ulige år.
På den årlige generalforsamling er halvdelen af bestyrelsen på valg, men genvalg kan finde sted.
Der vælges desuden 2 revisorer og 1 suppleant for 1 år ad gangen.
Hvis et medlem af bestyrelsen fratræder i valgperioden, indkaldes den valgte suppleant.
§ 8
Bestyrelsen har ansvar for foreningens midler og ledelse. Bestyrelsen konstituerer sig med forperson, næstforperson, sekretær og kasserer for 1 år ad gangen. Bestyrelsen fastlægger selv sin forretningsorden og fordeling af arbejdet.
Alle afgørelser i bestyrelsen træffes ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er forpersonens stemme udslagsgivende.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, hvis mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
§9
Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Årsregnskab revideres af de på den årlige generalforsamling valgte revisorer.
§ 10
Forslag til ændring af foreningens vedtægter skal fremsendes skriftligt til bestyrelsen 14 dage inden en generalforsamling.
Hvis 2/3 af de fremmødte medlemmer ønsker dette, kan ændringen finde sted.
Bestyrelsen kan beslutte at udskyde ændringen til en ekstraordinær generalforsamling, hvis bestyrelsen eller 30 medlemmer ønsker dette.
Foreningen kan opløses ved almindeligt flertal blandt medlemmerne, og eventuelle midler overgår til et lokalt humanitært formål.
Godkendt på generalforsamling d.26. marts 2026
